Brædstrup under besættelsen 2 af 3
Modtagepladser
Under krigen beordrede Winston Churchill SOE oprettet. SOE var den hemmelige engelske organisation, der støttede de tyskbesatte landes modstandsbevægelser med agenter og nedkastede våben.
Først fra efteråret 1943, hvor Flemming B. Muus blev indsat som leder af den danske sektion, kom der rigtig gang i tingene. Han startede opbygningen af de såkaldte TABLE-grupper, der var organiseret af SOE. Gruppernes opgaver var blandt andet at modtage nedkastede agenter og nedkastet materiel samt fordele materiellet. Det lykkedes også at få etableret en god forbindelse til velvillige kontakter i politiet.
Den første vellykkede nedkastning i Danmark foregik den 11.-12. marts 1943 med Hvidsten Gruppen som modtagere.
Fra december 1943 begyndtes opbygningen af de såkaldte ventegrupper. De bestod af militært personel, der ved en eventuel kamp i Danmark skulle bistå de allierede mod tyskerne. Grupperne skulle være under engelsk kommando. I den forbindelse blev Danmark organiseret i 6 regioner – senere 7, da Bornholm kom med.
Regionerne blev underinddelt i distrikter og sektioner.
Således var bylederen i Brædstrup også leder af den lokale modtagergruppe, der var undergrundshærens lokale enhed. Gruppen blev betegnet som: Region II, Distrikt N, Sektion L.
Der blev oprettet modtagegrupper, der udpegede egnede modtagepladser. Pladserne skulle være lette at finde i nætter med måneskin, gerne i forbindelse med et vandspejl af en art. Helst i skjul, gerne nær en skov og dog med åben plads til selve nedkastningen. Desuden skulle der være gode muligheder for at skjule det nedkastede materiel samt at have gode transportmuligheder. Containere og faldskærme skulle kunne bortskaffes. Dette skete ofte i mosehuller og småsøer.
Et af mosehullerne ved Tablejam 133.
Våbencontainere og faldskærme blev normalt dumpet i Fuglrisdam mose.