Befrielsen i Brædstrup
Samtidig med, at Meddelelsen om Tyskernes Kapitulation blev givet i den engelske Radio den 4. Maj om Aftenen Kl. 20,45, modtog Byledelsen i Brædstrup telefonisk Ordre fra Sektionschefen om at gøre alt klar til eventuel Aktion mod Tyskerne. Byledelsen anmodede derefter Sogneraadsformand Hans Mikkelsen om en Drøftelse vedrørende forskellige praktiske Spørgsmaal, og samtidig indkaldtes et Antal Ordonnanser, mens Militærgruppeleder Bartram fik Ordre til at lade Gruppelederne gøre klar til øjeblikkelig Mobilisering af Grupperne paa deres i Forvejen fastlagte Samlingssteder, hvortil Vaaben m. v. allerede var bragt.
Tilsvarende Ordrer blev givet til Underafdelingerne i de omliggende Byer:
Bryrup under ledelse af Slagtermester West-Nielsen (20 Mand).
Østbirk: Godsejer Poul Hansen (10 Mand).
Sdr. Vissing: Pastor Balslev (6-8 Mand).
Mattrup: Skovrider K. Lange (8-10 Mand).
Skovfoged Bonnesen (8-10 Mand).
Tønning: Fodermester Peter Rasmussen (8 Mand).
Leder af F-Grupperne, Skovrider K. Lange, fik besked om at have Bil og Mandskab parat til Opklæbning af Opraab til den danske Befolkning og den slagne tyske Hær, ligesom Bogtrykkeren fik Meddelelse om at holde sig klar til Trykning.
Kl. 5 om Morgenen den 5. Maj kom en Motorcykelordonnans fra Sektionslederen med Manuskript til 2 Plakater, og Kl. 8 var den tyske Plakat færdig, hvorefter den blev klæbet op i hele Distriktet af kørende Patrouiller.
Ved 7,30-Tiden holdtes i Brædstrup det første Sogneraadsmøde i et frit Danmark. I mødet deltog Repræsentanter fra Modstandsbevægelsens Byledelse, og de fremsatte forskellige Ønsker og Henstillinger, som straks blev Imødekommet. Bl. a. udstedtes der gennem Sogneraadet Udskænknings- og Salgsforbud af Spiritus.
Efter at den tyske Kapitulations Skæringspunkt Kl. 8 var traadt i Kraft, henvendte Bylederen, den administrerende Byleder samt F-Gruppelederen sig til den tyske Kommandant og foreholdt ham, at det nu var den aktive Modstandsbevægelse, der skulde sørge for Ro og Orden i Brædstrup, og man udtalte Haabet om, at han vilde indtage et saadant Standpunkt, at alt kunde gaa gnidningsløst.
De 3 Repræsentanter fra Byledelsen benyttede endvidere Lejligheden til at gøre den tyske Kommandant opmærksom paa, at hans Styrker i Bryrup havde anholdt en af Beboerne der, afvæbnet 2 af Modstandsbevægelsens Folk og taget deres Cykler, samt endvidere i 2 Tilfælde havde foretaget Husundersøgelse.
Men det gik ikke saa glat med Kommandanten som ventet. Han svarede koldt, at han fra sine Overordnede ikke havde modtaget nogen Ordre, saa det var fortsat ham og ham alene, der var ansvarlig for sine Soldaters Sikkerhed og for Ro og Orden i Byen.
Bevæbnede Danskere – ligegyldigt om de tilhørte Frihedshæren eller ej – vilde omgaaende blive afvæbnet, Sammenstimlen og Tilløb til ”Kommunistoptøjer” – som han udtrykte sig – kunde blive beskudt, Anholdelser og Husundersøgelser vilde paa mindste Foranledning blive foretaget, og saafremt hans Afdeling i Bryrup havde foretaget de omtalte Anholdelser, Afvæbning og Husundersøgelser havde der været Grund dertil.
Da Byledelsen var interesseret i snarest muligt at faa Tyskerne under Kontrol, spurgte man Kommandanten, hvem hans Foresatte var, men dette nægtede han at oplyse noget om, ligesom han nægtede at sætte sig i Forbindelse med sin Overordnede.
Repræsentanterne for Modstandsbevægelsen gjorde den genstridige Tysker opmærksom paa, at hans Standpunkt var i Strid med den foreliggende Situation, og man foreholdt ham paa det bestemteste, at Affærerne i Bryrup skulde være bragt til en Løsning inden Kl. 12 Middag.
Der var nu ikke andet for de aktive Styrker at gøre end at indtage den ventendes Rolle, men imens Traadte det frivillige, ubevæbnede Ordenskorps af aldrende Borgere under ledelse af Overretssagfører Warberg i Funktion med Patrouillering paa Byens Gader og sørgede for Roens Opretholdelse til den tyske Kommandant endelig havde indset, at Slaget var tabt, og at der ikke var andet for ham og hans at gøre end undergive sig den aktive Modstandsbevægelse.
Paa Grund af Tyskerens stejle Holdning var der ikke andet at gøre end at holde de væbnede Styrker skjult i Hovedkvarteret paa Tømmergaarden. Der blev sat enkelte Observationsposter ud, men imens arbejdede Byledelsen under Højtryk for at finde frem til Kommandantens Overordnede.
Fra saavel Region II som fra Sektionslederen i Horsens fik man Besked om at vente taalmodigt. Brædstrup forsøgte gennem Nabobyernes Byledelser at faa de derværende tyske Kommandanter til at overtale deres Kollega i Brædstrup, men det lykkedes ikke.
Ved Middagstid forsøgte Byledelsen paany at komme i Forbindelse med Kommandanten for at høre, om han havde faaet ordnet Forholdene i Bryrup paa en for Modstandsbevægelsen tilfredsstillende Maade, men Kommandanten nægtede sig hjemme.
Først ved 14-Tiden begyndte det at lysne, idet man fra Stiftsamtmand Herchend i Silkeborg fik Meddelelse om, at man gennem hans Kontor kunde naa frem til Brædstrup-Kommandantens Foresatte, og endelig Kl. 15,30 kom den med Længsel ventede Meddelelse fra Silkeborg om, at Kommandanten havde faaet Forholdsordrer i Overensstemmelse med Situationen, og nu kunde Brædstrup-Borgerne endelig fejre Freden.
Byledelsen begav sig til Kommandanten paa Ting- og Arresthuset, hvor de fandt Kommandanten staaende med et Eksemplar af Frihedsraadets Plakat til de tyske Soldater. Han var rasende, men dog ikke mere, end at han foreslog Byledelsen et Kompromis, hvorefter de tyske Soldater og Modstandsbevægelsens Folk i Fællesskab skulde afpatrouillere Gaderne, mens han og Byledelsen skulde tage Stilling til de Spørgsmaal, der maate opstaa.
Han var altsaa med andre Ord inde paa, at hans Magtafgivelse skulde ske Gradvis, men Byledelsen havde et andet Syn paa Sagen. De afviste omgaaende Tyskerens Forslag, og lidt efter bøjede han sig for Modstandsbevægelsens Krav – dog vilde han stadig ikke holde sine Soldater i deres Kvarterer, ligesom han heller ikke vilde udstede Forbud mod, at de færdedes ude med Skydevaaben.
Allerede Dagen efter, Søndag den 6. Maj, forlod Tyskerne imidlertid Brædstrup for sidste Gang, og det kom ikke forinden til Sammenstød af nogen Art.